Foredrag søndag den 8. marts, 2020

I år har vi i samarbejde med Optikerforeningen og Independent Optical Group Nordics valgt at lave foredrag for de besøgende på copenhagen specs. Vi har booket nogle meget dygtige foredragsholdere, som har meget stor erfaring inden for deres specifikke områder.

Foredragene har fokus på at få flere kunder fysisk i butikken, at lære at forstå kundens ”rejse” og oplevelser, hvordan finder man rundt i sin markedsføring og bliver effektiv med få midler, hvordan man nemt og effektivt laver en plan for sin butik m.m.

 

Bemærk at man behøver et sæt hovedtelefoner for at lytte til foredragene. Der er 60 stk. hovedtelefoner i alt, så der er meget begrænset antal der kan lytte til foredragene. Det er efter først til mølle princippet.

Foredragene vil blive afholdt 2 gange søndag.

Søndag 8/3 kl. 11.00 og igen kl. 13.00

af: Mogens Bjerre, Associate Professor, Phd på Copenhagen Business School

Kunderejsen

Lær at forstå dine kunder bedre og giv dem en meget bedre oplevelse både før, under og efter deres besøg og eventuelle køb i butikken. Ved at forstå dine kunder bedre, kan du give dem en endnu bedre oplevelse i ”kunderejsen”

Hvordan oplever kunderne egentlig mødet med optikerbutikken?, og hvilke tanker har gået gennem hovedet inden de kommer?

Kunderejsen kan opdeles i tre trin - før, under og efter butiksbesøget. Mødet med kunden sker typisk i under fasen, med hvad ved kunderne inden de kommer, eller hvad tror de, de ved?

Briller er jo ikke bare funktionelle, de skal også få kunden til at se godt ud!

Så der er mange følelser på spil - og de er oftest meget afgørende for den samlede oplevelse - og dermed erindring om hvad der skete.

Effektiv Marketing

af: Rasmus Arendt Nielsen, Co-founder af Brandheroes

Søndag 8/3 kl. 11.30 og igen kl. 13.30

Vi lever i et endnu mere hyperkompleks medielandskab, hvor nye medier og marketingplatforme blomstrer. En gennemsnitlig skandinavisk forbruger udsættes for 3500 kommercielle meddelelser hver dag på tværs af online og offline medier.

Denne overeksponering har fået forbrugerne til at udvikle meget effektive mentale spamfiltrer, der filtrerer al irrelevant push-kommunikation, hvilket gør det ekstremt vanskeligt at få opmærksomhed fra forbrugerne.

Så hvordan starter vi med begrænsede budgetter vores markedsføringsaktiviteter, så vores centrale meddelelser vil omgå forbrugernes mentale spamfilter?

Vi har længe været enige om, at vi i vores markedsføring skal holde vores målgruppe i tankerne, så lad os tale direkte med din målgruppe gennem deres målgruppe.

Marketing gennem almindelige mennesker og digitaliseringen af en af de ældste discipliner inden for markedsføring – Mund-til-mund vil være overskrifterne på præsentationen, og du kommer hjem med konkrete ideer og nye perspektiver på, hvordan du som detailhandler kan udnytte det faktum, at enhver kunde er indflydelsesrig - især hvis de er aktive på sociale medier.

Sæt en klar kurs for din virksomhed anno 2020

af: Søren Lindhardt, aktionær, foredragsholder og forretningsrådgiver i Onmondo

Søndag 8/3 kl. 12.00 og igen kl. 14.00

”Når det kommer til forretningsudvikling, er den største udfordring af alle måske, at vi er bedst til at se vores virksomhed indefra og ud, når det bør være den anden vej rundt.”

På indlægget fortæller Søren Lindhardt om, hvordan du nemt og effektivt udarbejder en plan for kursen i din virksomhed med værktøjet Business Model Canvas, som sikrer, at du – ud over at se udefra og ind i din virksomhed - også nemmere får medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører og kunder til at bidrage til en øget bundlinje.

6 millioner virksomhedsejere og ledere i Europa har allerede opdaget styrken i dette unikke værktøj, som nemt og enkelt hjælper dig til at udvikle og vedligeholde din forretningsplan på blot ét stykke papir.

Med modellen får du fokus på alt fra kunder, kanaler, nøgleaktiviteter, ressourcer og meget mere.